Skip to main content
Bevardelokale.dk er en hjemmeside, hvor alle handlende kan lægge tilbud op, og hvor forbrugere nemt kan finde lokale tilbud.

Bevar de Lokale

Verifone
Sven Hauge
16. april 2020
Ny hjemmeside vil hjælpe lokale handlende

Den nye hjemmeside bevardelokale.dk giver butikker og alle andre handlende en gratis mulighed for at markedsføre sig i lokalområdet.

Bevardelokale.dk er en hjemmeside, hvor alle handlende kan lægge tilbud op, og hvor forbrugerne nemt kan finde lokale tilbud. Ideen er landsdækkende, men forbrugerne vil typisk søge og finde lokale butikker og handlende. På bevardelokale.dk vil der være tilbud af enhver art, og de lokale handlende bestemmer selv type, pris og leverance. Bevardelokale.dk fungerer som et udstillingsvindue for lokale handlende, men siden i sig selv er ikke en butik.

Gratis for købere og sælgere

"Mange mindre handlende har ikke et set-up til e-handel eller en tilstedeværelse på sociale medier. Vi vil med ét slag give dem en digital salgskanal her og nu. De handlende skal selv lægge deres tilbud op, men det vil være helt gratis for både købere og sælgere. De handlende undgår også at skulle bruge penge på annoncering. Vi har dygtige folk tilknyttet vores marketingafdeling, som har erfaring med at annoncere på de sociale medier, og de vil kunne give bevardelokale.dk et stort boost. Vi håber med dette initiativ at bidrage til at bevare kundegrundlaget hos lokale handlende," siger adm. direktør Chris Lund-Hansen fra Verifone.

Tilbud lagt op på få minutter

Det er nemt og helt gratis at lægge tilbud op, og det sker gennem selvbetjening. Bevardelokale.dk skal støttebutikker og handlende i deres eget lokalområde, og siden skal samtidig give danskerne mulighed for at få et godt tilbud og støtte lokalmiljøet. Når eksempelvis en kioskejer, massør, fitnessinstruktør eller restauratør registrerer sig og lægger et tilbud op på sitet, vil det kun tage få minutter, og det vil være uden omkostninger for både køber og sælger.

Bevardelokale.dk er udviklet og finansieret af Verifone, som har leveret over halvdelen af betalingsterminalerne i Danmark. Verifone leverer både til store kæder og til helt små handlende. Samlet set har Verifone over 30.000 danske kunder på kundelisten, og i disse dage vil de blive kontaktet om muligheden for at benytte bevardelokale.dk

Hjælp til selvhjælp

"Vi driver siden rent teknisk, og vi markedsfører bevardelokale.dk over for både kunder og ikke-kunder. Ingen er udelukket; alle med et CVR-nummer kan være med, og det er gratis for alle. Vi vil gennem kommunikation og digital markedsføring sikre, at bevardelokale.dk hurtigt bliver kendt blandt handlende og forbrugere, så der kommer mange lokale tilbud og mange muligheder for at handle lokalt, " siger Chris Lund-Hansen.

"For os er det hjælp til selvhjælp. Vi har mange små handlende blandt vores kunder, og vi vil rigtig gerne hjælpe dem gennem krisen. De udgør en vigtig del af grundlaget for vores egen forretning."

Verifone i Danmark har lige netop lanceret bevardelokale.dk, og nu vil virksomheden kontakte sine kunder for at gøre opmærksom på det nye gratis og attraktive udstillingsvindue. I takt med at tilbuddene kommer op, vil digital markedsføring understøtte trafikken på siden og forhåbentlig skabe meget lokal handel. Verifone regner med, at projektet lever videre i tiden efter Corona-krisen.