Commercial Operations, EMEA

Customer Service Administrator

Herlev

Til Danmarks førende leverandør af betalingsterminaler Verifone Denmark A/S

Er du serviceorienteret og fyldt med positiv energi? Trives du med en kombination af administrativt arbejde og udadvendt kontakt? Sætter du en ære i at besvare henvendelser fra kunder, og sikrer du dig at de bliver hjulpet bedst muligt? Er du grundig og løser du en opgave effektivt med sans for detaljen? Så læs venligst videre.

Hvem er vi?

Verifone er et amerikanskejet selskab med kunder i over 150 lande. Vi er verdens største producent og leverandør af betalingsterminaler samt tilhørende serviceløsninger. Vi arbejder i en dynamisk branche, hvor udviklingen går hurtigt, og hvor vi lægger vægt på at være først på markedet med innovative betalingsløsninger. I Danmark har vi igennem de seneste år haft en stigende markedsandel og er markedsledende med over 40.000 kunder. For mere information besøg www.verifone.dk

 

Den danske organisation

Den danske organisation består af medarbejdere med forskelligartede profiler såsom produktansvarlige, supply chain, kundeservice, ordrebehandling, telesalg, storkundesalg, marketing, økonomi mm.

Verifone Denmark A/S har omkring 80 medarbejdere på de to kontorer i Herlev og Odense.

 

Jobbet

Du vil indgå i vores administrative kundeservice team. Vi har ansvaret for at besvare henvendelser fra kunder, samarbejdspartnere og kolleger fra hele organisationen. Vi besvarer mails og indgående telefoner, samt tager imod gæster i vores reception.

Henvendelserne kan dreje sig om alt fra fakturaspørgsmål til opgaver af mere teknisk karakter, såsom opdatering af terminal software mm.

Vi har en TECH support afdeling, som bemander supportlinjen, og vores 2 afdelinger har et tæt samarbejde.

Vi har travlt i teamet, men vi har det samtidigt sjovt og har et godt sammenhold.

Du vil naturligvis få grundig oplæring i alle vores løsninger, og dine nye team kolleger vil hjælpe dig med at komme godt ind i alle jobbets facetter. Vores opgaver indbefatter bl.a.:

  • Besvarelse af indgående mails og telefoner
  • Fakturering og kreditering
  • Vedligeholdelse af kunde og terminaldata
  • Omregistrering af terminaler
  • Diverse ad-hoc opgaver

 

Hvem er du og hvilke kvalifikationer har du?

Vi forestiller os, at du har en uddannelse indenfor kontor med økonomisk flair og erfaring. Du er bestemt ikke bange for IT og teknologi, og sætter dig hurtigt ind i nye ting med et ønske om at mestre det. Du har måske siddet i en support funktion tidligere, og ser dig selv som en problem-knuser?

Du er en stærk kommunikator og har lyst og energi til at yde den bedste kundeservice. Når vi har travlt, kan du holde hovedet koldt, og er indstillet på at hjælpe til, hvor der er behov for det.

Du er social med en positiv tilgang til dit arbejde, hvor du gerne påtager dig ansvar og bidrager helt naturligt til sammenholdet og stemningen i afdelingen. 

Vi forventer, at du taler og skriver flydende dansk. Det er et krav, at du også behersker engelsk i skrift såvel som tale. Grundlæggende kendskab til Office-pakken er en selvfølge.


Verifone tilbyder

Vi tilbyder en stilling i en spændende international virksomhed i en særdeles dynamisk branche, hvor tempoet er højt. Vi er gode kolleger og her er en uformel tone, hvor både faglighed, kollegial sparring og trivsel vægtes højt.
Vi har en god løn- og pensionspakke samt sundhedsforsikring. Derudover en attraktiv frokostordning, moderne fysiske rammer, forskellige personalegoder såsom massageordning, afdelingsarrangementer og en frivillig personaleforening som arrangerer forskellige spændende arrangementer.
Arbejdstiden er på 37 timer ugentligt, mandag – torsdag 8.00 – 16.00, fredag dog til kl. 15.30.

Dit arbejdssted vil være på vores kontor i Herlev. Der forventes ingen rejseaktivitet.

Ansøgning
Er du interesseret i stillingen, så send en motiveret ansøgning samt CV ved at trykke linket nedenfor. Vi ansætter, så snart vi har fundet den rette kandidat, hvorfor ansøgninger behandles løbende.

 

Join our worldwide team